I en artikel i Kristeligt dagblad (Forskere til kamp mod troen, 30-4-2007) giver Klemens Kappel udtryk for at det er problematisk at

• "man offentligt bekendtgør, at man har en religiøs overbevisning og derudfra argumenterer for sine synspunkter"
• "selve idéen om, at de moralske værdier må være baseret på noget religiøst, er dybt problematisk"
• der er folk "fra religiøs side, der hævder, at det religiøse syn er et lige så gyldigt perspektiv som det naturvidenskabelige".

Det pudsige er at Kappel netop gør sig fri af videnskaben som objektiv metode og bevæger sig ind i normative sfærer, der ikke er objektive og videnskabelige, men baseret på en tro, som han ikke gør rede for. For at tage sin position, må han benytte videnskab til at bevise af videnskab uden tro er en bedre metode til at håndtere livets udfordringer. Det er gjort før, men ikke videnskabeligt -kun normativt. Sovietunionen og kommunist Kina brugte meget krudt på at oplære befolkningen på at være materialistisk, ateistisk og videnskabelig. Måske var deres problem, at det var en tro på ikke-tro, der var så dogmatisk, at det var tro. Man kunne næsten synes, at det vesten, som udsprang af den protestantiske etik (Max Weber) gav videnskaben bedre vilkår.

Problemet ved livets udfordringer er at de tit beskæftiger sig med situationer, som vi ikke er bekendt med i forvejen. Det betyder, at vi forsøger at finde analogier i vores fortid, der kan give os fingerpeg i hvilken retning vi skal vælge -  eller rettere: Vi må forsøge at finde hændelser i vores fortid, som vi kan tro på ligner vores nuværende situation. Ligner er ikke en særligt objektiv eller verificerbar størrelse. Det er et skøn - en situation, hvor mennesker træder sine skridt i tro.

At videnskab skulle være hævet over tro er en myte, som forskere som Bruno Latour har gennemhullet. Videnskab er blot et stærkt netværk af tro, men jo oftere forskere glemmer at gøre opmærksom på deres forudsætninger og tro, jo oftere forræder de deres videnskab og ender i en risiko, hvor ny forskning gør at det tidligere forskningskorthus falder sammen. Den største risiko er at eksisternede videnskab blokerer for ny og bedre videnskab. Det ligger i videnskabens beklagelige skæbne, at det har en begrænset sandhedshorisont, og ikke kan beskrive en komplet sandhed. Måske kan de store træk være nogenlunde korrekte, men der sker hele tiden ændringer i erkendelsen, som ændrer ved tidligere tiders videnskabelige bevisførelser. Der er tillige en sociologisk dimension, hvor den enkelte forskers betydning afhænger ikke blot af deres rationelle tanker, men også af hvem de kender, som de kan få til at støtte deres positioner, hvor gode de er til at fremlægge deres tanker og især om det er det rette tidspunkt - dvs er resten af menneskehedens gode forskere i stand til at forstå deres tanker. Videnskab er også en diciplin, der har visioner. En vision kan være en forskningsstrategi eller forskningsretning. Den er ikke beviselig før efter forskningen er gennemført. Det betyder at den i sit udgangspunkt er baseret på tro. Det er vigtigt at få sin vision gjort klart kommunikerbar, så kolleger, ledere, politikere og finansieringsivrige mennesker kan delagtiggøres i visionen, så de kommer til at tro på den.

For mig at se er der meget tro-stof i ovennævnte. Videnskab er en metode, men er tillige stærkt afhængig af tro både i forhold til fortidig og fremtidig forskning. Og det mener jeg er vigtigt at erkende også for forskere.

Nogle sætter tro og fornuft op mod hinanden, men jeg håber at have sansynliggjort, at det er en alt for unuanceret position. Det er blot udtryk for at de ikke har forstået at fornuft bygger på tro - et netværk af tro. Det vil sige at vi er nødt til at bygge på at andre har gjort deres arbejde godt - vi må tro på dem og deres arbejde.

Når religiøse redegør for deres grundlag for tro, er det for mig blot udtryk for redelighed - videnskabstroende bør gøre ligeså.